10/16/11

Om græskar

Jeg har det lidt blandet med det der Halloween, der nu også er ved at slå igennem som tradition i Danmark.
Valentines dag finder jeg umådeligt irriterende, og i lang tid blev jeg også irriteret over al det der Halloween-gejl – men nu er jeg ved at varme lidt op til det.
Altså – vi manglede jo faktisk lidt en højtid, hvor man fik lov til at se grim og uhyggelig ud, og gå amok på store grøntsager med en skarp kniv, ikke?
De sidste par år har vi været inviteret til en ret fantastisk Halloween-fest-tradition hos nogle mennesker på vejen, og det har frydet mig, for en gangs skyld, ikke at være hende som legede med børnene, men istedet bare være sminket uigenkendelig som en zombie, og sidde i et hjørne og knurre af rædselsslagne børn, mens jeg drak mig halvvissen i noget med sprut og græskar.
Ah – en fast tradition hvor man ikke behøver være udadvendt eller glad når man fester – det manglede jeg!

Og så ikke at glemme græskar. Jeg kan godt lide græskar(og hvis I plager, må I godt få en opskrift på min græskarsuppe?), men jeg kan allerbedst lide at dolke og snitte græskarhoveder.
Er ikke god til det, men har ambitioner om et tableau som det på billedet her. Det ville virke dejligt upassende at have foran vores hus.
Tænker også det holder dørsælgere og jehovas vidner lidt på afstand?