10/11/11

Om cyklister, i biler

Nu har jeg ejet et kørekort i over tre måneder, og jeg må da sige at det går ret godt. Jeg kaster mig ikke ud i noget vildt – som fx parallel-parkering eller motorvejskørsel – men jeg snerrer heller ikke febrilsk af mine børn, hvis de trækker vejret højt og forstyrrer min kørsel – det gjorde jeg ellers alt for meget i starten.
Jeg har muligvis lært børnene nogle nye bandeord, for jeg bander heftigt hvis jeg bliver stresset i sving, eller nogen dytter, men bortset fra det, er jeg ret overbliksagtig bag et rat, og har næsten glemt hvordan det er at være cyklist – bortset fra når jeg er træt, åbenbart.
Superbaby havde noget hun syntes vi skulle fejre mellem kl 23 og 02 i nat, hvor hun lå og tændte min sengelampe ned i mit ansigt, tævede mig med sin bamse, grinede kunstigt, skar ansigter og kravlede frem og tilbage hen over mig og sin far imens.
Tirsdag er en stresset dag, hvor Ninjaman kører på arbejde kl 7:15, så jeg skal nå at få 4 unger i tøj, proppe mad i dem, og aflevere dem tre steder, og selv være på job kl. 8:30.
Det kræver altså noget koncentration at nå – og det havde jeg ikke meget af efter den nat – men det lykkedes. Jeg roste jeg mig selv, da jeg havde sat alle unger af, og drejede op af den vej hvor mit arbejde ligger.
Jeg tændte blinklyset – og så overtog min indre cyklist, og syntes liiiige at det var bedst også at række armen ud, for at markere at vi mente det der med at vi ville dreje til venstre.
Jeg nåede ikke at stoppe den indre cyklist, og hamrede derfor bare min venstre hånd ind i det lukkede bilvindue… AV!
Hvor dumt er det lige?
Nu sidder jeg her i bilen og blogger hurtigt, med en dunkende og øm hånd. Og et halvknækket bilist-ego.
Fordømte indre cyklist… Men i det mindste holdt hun sig fra cykelstierne – denne gang. Må hellere sørge for at få noget søvn i nat, så hun ikke går efter dem i morgen…