Om Nuuk

Min moster er ørelæge, og bor i Nuuk, Grønland.
Jeg har lige talt i telefon med hende, mens hun bagte tusind kager, fordi hun havde inviteret det meste af byen med til sin 60 års fødselsdags-kaffemik i morgen.
Da jeg havde lagt på, sad jeg og forestillede mig det der kaffemik – og opdagede at mit mentale billede af hvordan Nuuk ser ud, er lige som en lucky Luke by – bare tilføj sne.
Hun har vel boet der ti års tid, og jeg er blevet tvunget gennem endeløse diasshows af grønlandske landskaber (nejnej moster, det er bare noget jeg skriver her for at være sjov – mener naturligvis ikke "tvunget", det rigtige
ord er nok nærmere "forkælet med"!)

Nå, men trods rigelige mængder forkælelse med diasshows fra Grønland, kan jeg faktisk ikke forestille mig at Nuuk ser anderledes ud end det her.
En bred gade, nogle huse med de der høje facader, en "general goods store", en bedemand der ligner en krage, et fængsel med tremmer for vinduerne – og så tilføjet noget sne og hundeslæder….
Jeg har jo godt hørt at det ikke er sådan, men lige nu forestiller jeg mig hvordan min moster sparker svingdørene op til saloonen, og dækker bord derinde, til hendes kaffemik.
(Måske siger hun endda:"dans!", og skyder mod folks cowboystøvler, så de danser, hvis de har dårlige gaver med?)
Hun har spurgt om vi vil besøge hende til foråret. Pigerne er ellevilde – de samler på sten og dyre-kløer og den slags, og er vilde for at shoppe grønlandske souvenirs – og for at prøve at rejse til et fremmed land, det har de kun prøvet en gang før.
Ninjaman blev (lidt for) bidt af det der dykning, efter det prøvedyk jeg gav ham sidste uge, så han fabler om dykkemuligheder på Grønland(Brrrrrr… Lyder koldt!)
Mig? Jeg kan bare mærke det er nødvendigt at jeg får oplevet det i virkeligheden, så jeg kan få lidt mere korrekte billeder i mit hoved.

Men overvejer at købe gul/sort stribede pyjamaser til pigerne, så de kan ligne dalton brødrene. Hvis nu jeg forestiller mig det rigtigt?

3 thoughts on “Om Nuuk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *