Om den kolde skulder

Superbaby har nu gået i vuggestue i små 6 uger.
De første uger var hun klæbende, og jeg blev der længe hver dag, og hentede hende hjem før middagslur.
Så begyndte det at gå den anden vej, og hun blev gladere og gladere for at være der.
Hendes pædagoger er pissesøde, de andre babyer er søde, og nu er hun tøet helt op, og hopper af fryd i bilsædet, når vi nærmer os vuggestuen.
Det er altså federe at gå fra glad og vinkende baby, end det er at gå fra grædende baby der rækker ud efter en, skulle jeg hilse at sige!
Nu hvor min barsel er helt slut, har jeg mere travlt når jeg afleverer hende end før, og denne uge har hun givet mig den kolde skulder, som hævn.
Her til morgen: hun hopper i bilsædet af fryd, løber hen til døren da hun bliver sluppet fri, råber vredt:”nej!” da jeg forsøger at holde hende i hånden ind af døren.
Jeg forsøger at få hende med ind på Hulks stue for at aflevere hende først, men den stædige baby lægger sine fede arme over kors, og bliver stående foran sin egen stue, og bakker væk, da jeg prøver at tage hendes hånd igen.
Ok, vi starter med vuggestuen så, og hun ormer sig hidsigt, mens jeg forsøger at give hende sutsko på, og løber ind så snart jeg slipper hende.
Jeg har god tid, og sætter mig på gulvet hos hende, men hun går så langt væk som muligt, og simulerer voldsomt optagethed af en plastikbil i et hjørne.
De andre børn derimod udnytter at der er en voksen på gulv, og før jeg ved af det, sidder Marie – der lugter af makrel i sit hår – Aske – hvis hoved er større end mit – og Frode – der kommunikerer med noget der lyder som delfinskrig, på mit skød i stedet.
Jeg kan se at superbaby registrerer tre andre babyer på sin mor, og hun trækker hen imod mig – og kaster sig i armene på en pædagog, og krammer på hende, mens hun hånligt ser på mig med:” vi-kan-sagtens-være-to-om-at-køre-det-her-spil,”-blikket.
Jeg skal gå, og lægger an til at kysse min baby farvel, men hun ser hånligt på mig, og rækker sin hånd ud – kys hånden.
Da jeg går, ser jeg at pædagogen forsøger at tage hende med hen til vinduet og vinke farvel, men hun vil hellere hen til bilen igen, med små målrettede skridt.
Istedet er det Aske-med-det-store-hoved og makrel-Marie der vinker ivrigt, til jeg er helt ude af døren.
Hvis hun bliver ved med den der kolde skulder, tror jeg sgu bare jeg snupper en af dem.

Om det gør ondt? Ikke rigtigt, jeg synes hun er sjov, i al sin stædighed. Og at det er fedt hun er glad for vuggestuen.
Kun en lillebittebitte del af mig, savner dengang hun mest var min – men jeg ved godt at det er bedst at hun bliver sin egen.
Og hun er kær når hun øver sig i det.

6 thoughts on “Om den kolde skulder

  1. Jeg har også altid elsket at min store dreng var glad for at blive afleveret hos henholdsvis dp og nu i børnehaven (Indkøring i bh tog halvanden dag, så var det overstået). På mandag skal jeg begynde indkøring af hans lillebror, og jeg krydser fingre for en stædig selvstændighed som hos Superbaby efter blot en uge.

  2. Årh, hun lever så meget op til sit blognavn. Og så har forældrene altså også lidt aktier i at lave så dygtigt et barn.

  3. Jeg griner ofte indvendigt når jeg læser noget sjovt på nettet, men du er altså den eneste der kan få mig til at skraldgrine så jeg får helt ondt i maven!Især denne sætning fik mig til at sprutte så højt, at min roomie troede jeg havde fået noget galt i halsen: "og før jeg ved af det, sidder Marie – der lugter af makrel i sit hår – aske – hvis hoved er større end mit – og Frode – der kommunikerer med noget der lyder som delfinskrig, på mit skød i stedet."

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *