09/2/11

Om barsels-blues

Jeg starter på arbejde igen d. 19-9, og er ved at tilvænne superbaby til vuggestuen.
Det har taget sin tid, men nu er hun tryg og glad, og sov for første gang derhenne i går.
Nyder jeg så mine alene-dage, får skrevet på min roman eller mine projekter, får ryddet op eller slappet af?
Næ, ikke en skid…
Kender I det, når man har været på en fed ferie man ikke vil hjem fra, men nu et klokken 12, man skal være ude af hotelværelset nu, og sidder bare på sin kuffert og venter på at bussen til lufthavnen kommer og henter en klokken 18?
Man kan i teorien godt nå en svømmetur mere, en sidste flirt med Konstantinos med det flotte overskæg, eller en sidste gang madforgiftning, men det føles så underligt hult, når man ved man skal videre om et øjeblik alligevel.
Jeg siger ikke at barsel er ferie- overhovedet ikke, når man har tre store der skal hentes/bringes/holde fridage og en masse projekter at skrive på i pauserne – men det har bare været min hverdag så længe, at det føles uvirkeligt at skulle til at gå på arbejde.

Jeg tror nok jeg glæder mig til at starte igen. Være flere om projekterne, opleve andre ting end mine børn oplever, snakke med voksne mennesker, og den slags.
Men lige i går kunne jeg kun tænke på hvordan superbabys lillebitte hoved føltes i min hånd da hun blev født, og da jeg hentede hende i vuggestuen, blev jeg nødt til at græde lidt ned i hendes hår, fordi hun duftede af fremmede menneskers parfume og mad jeg ikke havde lavet til hende.

Nu må lufthavnsbussen godt skynde sig at komme, for der er alt for meget tid til at sørge og sige farvel – for der ER jo også dejligt, ude i den virkelige verden!