09/30/11

Om Nuuk

Min moster er ørelæge, og bor i Nuuk, Grønland.
Jeg har lige talt i telefon med hende, mens hun bagte tusind kager, fordi hun havde inviteret det meste af byen med til sin 60 års fødselsdags-kaffemik i morgen.
Da jeg havde lagt på, sad jeg og forestillede mig det der kaffemik – og opdagede at mit mentale billede af hvordan Nuuk ser ud, er lige som en lucky Luke by – bare tilføj sne.
Hun har vel boet der ti års tid, og jeg er blevet tvunget gennem endeløse diasshows af grønlandske landskaber (nejnej moster, det er bare noget jeg skriver her for at være sjov – mener naturligvis ikke "tvunget", det rigtige
ord er nok nærmere "forkælet med"!)

Nå, men trods rigelige mængder forkælelse med diasshows fra Grønland, kan jeg faktisk ikke forestille mig at Nuuk ser anderledes ud end det her.
En bred gade, nogle huse med de der høje facader, en "general goods store", en bedemand der ligner en krage, et fængsel med tremmer for vinduerne – og så tilføjet noget sne og hundeslæder….
Jeg har jo godt hørt at det ikke er sådan, men lige nu forestiller jeg mig hvordan min moster sparker svingdørene op til saloonen, og dækker bord derinde, til hendes kaffemik.
(Måske siger hun endda:"dans!", og skyder mod folks cowboystøvler, så de danser, hvis de har dårlige gaver med?)
Hun har spurgt om vi vil besøge hende til foråret. Pigerne er ellevilde – de samler på sten og dyre-kløer og den slags, og er vilde for at shoppe grønlandske souvenirs – og for at prøve at rejse til et fremmed land, det har de kun prøvet en gang før.
Ninjaman blev (lidt for) bidt af det der dykning, efter det prøvedyk jeg gav ham sidste uge, så han fabler om dykkemuligheder på Grønland(Brrrrrr… Lyder koldt!)
Mig? Jeg kan bare mærke det er nødvendigt at jeg får oplevet det i virkeligheden, så jeg kan få lidt mere korrekte billeder i mit hoved.

Men overvejer at købe gul/sort stribede pyjamaser til pigerne, så de kan ligne dalton brødrene. Hvis nu jeg forestiller mig det rigtigt?

09/29/11

Om den kolde skulder

Superbaby har nu gået i vuggestue i små 6 uger.
De første uger var hun klæbende, og jeg blev der længe hver dag, og hentede hende hjem før middagslur.
Så begyndte det at gå den anden vej, og hun blev gladere og gladere for at være der.
Hendes pædagoger er pissesøde, de andre babyer er søde, og nu er hun tøet helt op, og hopper af fryd i bilsædet, når vi nærmer os vuggestuen.
Det er altså federe at gå fra glad og vinkende baby, end det er at gå fra grædende baby der rækker ud efter en, skulle jeg hilse at sige!
Nu hvor min barsel er helt slut, har jeg mere travlt når jeg afleverer hende end før, og denne uge har hun givet mig den kolde skulder, som hævn.
Her til morgen: hun hopper i bilsædet af fryd, løber hen til døren da hun bliver sluppet fri, råber vredt:”nej!” da jeg forsøger at holde hende i hånden ind af døren.
Jeg forsøger at få hende med ind på Hulks stue for at aflevere hende først, men den stædige baby lægger sine fede arme over kors, og bliver stående foran sin egen stue, og bakker væk, da jeg prøver at tage hendes hånd igen.
Ok, vi starter med vuggestuen så, og hun ormer sig hidsigt, mens jeg forsøger at give hende sutsko på, og løber ind så snart jeg slipper hende.
Jeg har god tid, og sætter mig på gulvet hos hende, men hun går så langt væk som muligt, og simulerer voldsomt optagethed af en plastikbil i et hjørne.
De andre børn derimod udnytter at der er en voksen på gulv, og før jeg ved af det, sidder Marie – der lugter af makrel i sit hår – Aske – hvis hoved er større end mit – og Frode – der kommunikerer med noget der lyder som delfinskrig, på mit skød i stedet.
Jeg kan se at superbaby registrerer tre andre babyer på sin mor, og hun trækker hen imod mig – og kaster sig i armene på en pædagog, og krammer på hende, mens hun hånligt ser på mig med:” vi-kan-sagtens-være-to-om-at-køre-det-her-spil,”-blikket.
Jeg skal gå, og lægger an til at kysse min baby farvel, men hun ser hånligt på mig, og rækker sin hånd ud – kys hånden.
Da jeg går, ser jeg at pædagogen forsøger at tage hende med hen til vinduet og vinke farvel, men hun vil hellere hen til bilen igen, med små målrettede skridt.
Istedet er det Aske-med-det-store-hoved og makrel-Marie der vinker ivrigt, til jeg er helt ude af døren.
Hvis hun bliver ved med den der kolde skulder, tror jeg sgu bare jeg snupper en af dem.

Om det gør ondt? Ikke rigtigt, jeg synes hun er sjov, i al sin stædighed. Og at det er fedt hun er glad for vuggestuen.
Kun en lillebittebitte del af mig, savner dengang hun mest var min – men jeg ved godt at det er bedst at hun bliver sin egen.
Og hun er kær når hun øver sig i det.

09/29/11

Om blog-header, og indlæg nr 400

Lige om lidt har jeg skrevet 400 indlæg.
Det er jo lidt vildt – da jeg startede med at blogge, var det bare for sjov, og noget jeg regnede med kun at prøve nogle uger, til det blev kedeligt.
Jeg synes stadig det er sjovt, men er lidt flov over bloggens kedelige udseende, gad godt den var lidt mere personlig, men ved sgu ikke hvordan den ellers skal se ud…
Her udkast nr ca 221, til hvordan headeren kan se ud.
Det er ældstebarnet der har tegnet udkast, jeg tegnede bare efter og tilføjede superheltemasker og lidt vildere hår til hende.
Men synes ikke den duer, så må nok ud i udkast nr 222 også.

Indlæg nr 400 – det må I godt bestemme hvad skal handle om! Wow – hvilken ære, ikke?
Skyd løs, hvad vil I vide?

09/28/11

Om kulturelle tilbud

Der er ikke nogen der skal komme og påstå, at jeg udelukkende blogger om mærkelige ting mine børn siger, eller jeg selv gør.
Næ nej, der er skam også plads til lidt finkultur, og en anbefaling: se lige hvad der kommer til Horsens!
En af verdens mest oversete kunstarter – dillerfoldning!
Det er hysterisk sjovt, og værd at tage helt til Horsens for.
Kan desværre ikke selv, men forventer at I allesammen tager afsted, og giver grundige referater!
Jeg så det sidste år i København, og følte mig stærkt kulturelt beriget.

09/27/11

Om forfængelighed

De starter åbenbart tidligt med forfængelighed, de der pigebørn.
Det her syn mødte mig i morges: superbaby var klatret op på kommoden, havde åbnet min sminkepung, og iført sin kind, sin hånd, kommoden og sine sko et flot lag eyeliner.
Hun så lidt betuttet ud, da hun så at hun var opdaget.
I det mindste fik en af os makeup på i dag så – for min putte-mascara-på-tid gik lige med noget aftørring af goth-baby.

09/26/11

Om dykning – et mandagstip

Ingen søde børn der giver absurde tips i dag, men bare et helt seriøst ment tip fra mig selv: prøv noget dykning!
Jeg gav jo Ninjaman et overraskelses-prøvedyk i fejre-bryllupsdags-gave i lørdags, og det var en totalt fed oplevelse at have sammen.
Vi mødtes i en klub på amager kl 9, med tre andre der skulle prøvedykke – en mor med to voksne sønner – og så to flinke instruktører.
Sjoveste her, var da vi gennemgik vores helbredsattests, for at se om vi var sunde nok til at dykke, og den ene af sønnerne beskæmmet indrømmede, at han ind imellem røg hash og engang var besvimet, under særligt heftig sex.
Han måtte stadig gerne dykke – men hans mor sendte ham sære blikke…
Lidt teoriundervisning, og så en heftig kamp med våddragter. Jeg fik først mast mig i en der var så lille, at mine bryster måtte kunne ses stikke ud på ryggen.
Så kæmpede jeg med at få den af i 20 minutters tid, maste en ny på, fandt ud af den var taget på med vrangen ud, brugte 20 minutter på at få den af igen, og så på.
Ninjaman så sej ud i sin våddragt – jeg lignede en stor baby.
Så udvalgte vi termovanter, sko og hætter, og kørte til Amager strandpark, hvor vi blev udstyret med vægtbælter, veste, ilt og svømmefødder, og gik i vandet, med en instruktør. Vi trænede lidt basisøvelser, fx hvad man gør hvis man taber sin dykkermaske, og så steg vi ned under vandet.
Jeg tog et dykkercertifikat i Australien da jeg var 18, men har kun dykket to gange siden, så det skulle lige overvindes, og jeg blev lidt panikken først, over hvordan det er at trække vejret gennem maske – men så vænnede jeg mig til det.
Vores instruktør var sød, og jeg kunne se på hele ninjamans kropssprog at han var overdrevent glad, og det gjorde mig også glad.
Våddragten holdt godt på varmen, så vi var ikke kolde, og der var faktisk masser at se på: tang der lyste rødt i solen, krabber der hidsigt klaprede med kløerne af os, og stimer af bittesmå fisk.
Det var virkeligt fint, og vi dykkede næsten en time, til vores luftflasker var næsten tomme.

Jamen mandagstippet i dag, er bare noget så kedeligt som: prøv det!
Det er spændende, romantisk, hyggeligt, fysisk udfordrende og anderledes.

Vores var gennem det her sted, men der findes mange dykkerklubber der tilbyder prøvedyk, både i pool og i havet.

(jeg havde været så heldig at finde vores dyk på www.bownty.dk rigtigt billigt, men det er vist ikke så tit der tilbydes den slags.)

Da vi var færdige med dykket, stillede Ninjaman foruroligende mange spørgsmål om hvad udstyr kostede, og hvordan man tog kurser…
Så måske er det mig der har brug for et lille tip til, hvordan jeg får slettet den gode oplevelse fra hans mentale harddrive, når nu vi ikke rigtigt har råd til sådan noget her som hobby?

09/24/11

Om huskelister

Vi får passet børn her til formiddag, og jeg har planlagt en overraskelse til min mand, fordi vi ikke fik fejret vores ti års bryllupsdag i sidste uge: vi skal ud og dykke, på Amager.
Jeg har et gammelt dykkercertifikat, men han har aldrig prøvet det.

Han ved ikke hvad vi skal, men jeg har givet ham en huskeliste, hvor der står at han skal pakke: dansesko, badebukser, vaseline og barbermaskine.
Han så helt forkert ud i ansigtet, da han fik listen i hånden – men har pakket tingene.

Tror ikke han bliver skuffet, over ikke at få brug for alle tingene!

(så er det egentlig bare mig der har fået lidt kolde fødder, over hvor koldt havet er!)

09/23/11

Om fysisk nærkontakt med fremmede mennesker

I sidste uge, vågnede jeg en morgen, med superbabys 11 buttede kilo liggende hen over min brystkasse.
Hun måtte have ligget der en stor del af natten, for min nakke sad ihvertfald fastlåst i samme position, da jeg fik hende pillet af.
Så jeg måtte en tur til kiropraktor – tre ture hvis det skal være helt rigtigt.
Min kiropraktor er en lille rund mand, på ca 60. Han ved virkeligt hvad han gør, og er meget intuitiv – men for en som mig, der er lidt genert over fysisk kontakt, kan det godt være lidt grænseoverskridende.
Det er nemlig ikke kun “knæk-bræk-knas” på briks, men også alternative små vrid han bruger.
Således befandt jeg mig i dag i en aparte position, hvor jeg hvilede mit øre mod hans lille runde brystkasse, mens han hev mig lidt i skulderen i modsat retning.
Jeg kunne høre hans hjerte slå.

Det er underligt intimt at sidde sådan og blive vredet på plads, i ømt favntag med lille fremmed mand.
Men måske kan det hjælpe lidt på min fysiske generthed?
Jeg skal op og hente børnehavebarn om lidt – og plejer altid at grue for at løbe ind i min venindes eksmand, der altid skal kysse mig på panden. Det synes jeg altså er noget akavet – både fordi det ligesom cementerer at han er 40 cm højere end mig og derfor i pandekyssehøjde – men også fordi jeg bare ikke har det helt godt med at blive kysset af folk jeg ikke kender så godt…
Men en dag som i dag, hvor jeg har fået udvidet mine grænser, ved at kramme kiropraktor og lytte til hans hjertelyd, er jeg nok bedre rustet til ham der pandekysseren.
Tror sgu jeg tager ham på numsen, hvis han prøver på noget!