06/28/11

Om at have sange på hjernen

Vi tilbragte weekenden i et sommerhus, med nogle venner og deres to
børn – hvor af pigen på 9 år, er glødende Justin Bieber fan.
Jeg vidste heller ikke hvem han var, men de to “voksne” fædre, drillede hende så meget med at hun var en “belieber” og lod som om de selv blev ramt af kærlighedspile, hver gang hun nævnte navnet – så til sidst fik jeg ondt af hende, og fakede en voldsom interesse.
Så jeg fik en times foredrag om denne her underskønne 16 Årige sanger, med det mest irriterende pandehår længe set, og hans fantastiske karriere.
Billeder fik jeg også fremvist – hun havde en hel mappe med postkort og udklip med – og jeg måtte svare ja (eller mjaaa…) til spørgsmål om hvorvidt jeg ikke bare syntes han var psyko-nice i tøjet.
Bagefter kunne jeg jo ikke undslå mig at høre musikken på hendes iPod.
Det var ikke helt frygteligt – heller ikke helt godt…
Bliver aldrig selv en “belieber”, det er ganske sikkert!

Problemet er bare, at det lort der er voldsomt ørehængende – nu har jeg nynnet “baby, baby, babyyyyy!” i 3 dage, og har fået smittet min familie…
Den lækre ninjaman er lige gået forbi mig, iført kun et håndklæde og nydelig overkrop, men al trang til at overfaldet ham og gramse på ham, blev fjernet ved at han højt og skingert sang “baby,baby,babyyyyyy!”
Det et muligt 9 Årige piger, synes 16 Årige pandehårsbærere er voldfrække, når de synger den sang – jeg kan det altså ikke. Især falset-delen dræber mig.
Justin bieber: du skylder mig et sexliv!