06/23/11

Om hvordan det egentlig gik med det der sukkerfri…

Argh – blev lige spurgt herinde, hvordan sukkerfri-kuren egentlig gik… Det er ellers et emne jeg behændigt har undveget.
Jeg holdt den rent en uge, hvor jeg var seriøst sur, og ingen humor havde.
Så vejede jeg mig: havde taget et kilo på!
Havde åbenbart trøstespist baconfedt og margarinepakker i stedet for sukker…
Så holdt jeg den lidt slukøret en uge mere – faldt i med noget sorbet-is på en fridag med børn, og et par øller med en veninde – men sagde ellers pænt nej tak til sukker og alkohol.
I lørdags var vi ude at spise med venner, og jeg brød kuren med et brag.
Søndag havde jeg tømmermænd og fortjente jo lidt reparationssukker.
Mandag var jeg nervøs over forestående køreprøve. Så var det også ok.
Tirsdag var der jo både fødselsdag og kørekort at fejre, og jeg fejrede meget.
Onsdag startede jeg dagen med at æde resten af lagkagen, sammen med mellempigerne. De lovede ikke at sladre til deres far om det.
Nu er det torsdag. Jeg har fri med Hulk i dag, og hun har lagt en plan for dagen.
Den involverer jo en del “banilje-is” – men jeg KAN altså godt lade være med at spise det!
Tror jeg nok…

Har også gæster i aften. Til bål, mad, is og skumfiduser.
 Kan…godt…lade…isen…stå…der…også…

Sateme vildt som sådan noget sukker er vanedannende!
“Jeg hedder Superheltemor – og jeg er sukker-holiker”.