06/2/11

Om ønskesedler

Da jeg var barn, fattede jeg ikke hvorfor voksne mennesker aldrig ønskede sig noget ordentligt. Min mormor måtte sgu da ønske sig noget hun brændte mere for end en tegning og et stykke sæbe med liljekonvalduft?Jeg svor at jeg aldrig ville blive så kedelig, men jeg skrev mit forbogstav ved næsten hver eneste ting i legetøjskataloget, og glædede mig så voldsomt til min fødselsdag, at jeg ikke rigtigt sov i 14 dage op til.
En jul, da vores forældre var ny-skilte og vi holdt jul med vores far, gik han i BR og sagde han skulle have alle de ting der stod noget ud for – så min søster og jeg fik simpelthen bare et vognlæs legetøj juleaften,i hver vores kæmpe vasketøjskurv.
Det var mere syret end egentlig fedt – men klart noget vi ikke glemmer!
Nå. Jeg har fødselsdag om 3 uger, og min familie plager mig om at skrive en ønskeseddel.
Elsker faktisk at få gaver, men kan ikke finde på noget jeg virkeligt mangler – Ihvertfald ikke noget de rigtigt kan give mig.
Foreløbigt står der:
Ønskeseddel
– verdensfred
– nattesøvn
– lille fe, der kan bo i køkkenskab, og gøre rent om natten
– en talje
– at man blev tyndere og tyndere, jo flere Toms skildpadder man åd
– ny regering
– 20 kvm større hus
– flere solksinsdage
– nogen der gad sidde hos børnene nogle timer, så ninjaman og jeg lige kunne smutte på restaurant
– at fedthalemusen kunne forudsige lottotal, ved at skrive dem i korn eller sand
– at alle vores edderkopper pakkede deres spind sammen, og flyttede ud i haven
– bedre normering i institutioner og skoler
– 5 cm højere ben eller evnen til at gå i høje hæle, uden at ligne en idiot
– at det ikke altid var mig de skøre mennesker satte sig ved siden af i bus og tog
– børn der sov igennem 20-07.30 hver nat
Hm…. Tror de får svært ved at købe det i BR.
Hvad fanden skal jeg så ønske mig – ideer modtages med kyshånd!