06/30/11

Om myggestik

Jeg kan ikke samle tankerne om at blogge i dag – er nemlig blevet ramt af noget af det mest pinefulde, men ikke dødelige, der kan overgå et menneske: et myggestik mellem tæerne.
Mit sidder mellem lilletå og øhm… ringtå, og det gør mig vanvittig.
Har forsøgt at:
– danse klødansen(ingen virkning)
– slæbe tåen gennem gulvtæppe( virkede lidt, men så dumt ud)
– kradse med negle(gør superondt på den tynde hud)
– nedsænke i koldt vand, varmt vand, danskvand, creme (ingen virkning)
-kløet med tandbørste(sgu da ikke min egen, vel? Eneste virkning var at ninjaman blev sur)

Nå.
Stopdetdog skrev nogle smukke hariku-digte i går, på sin fantastiske blog. Meget inspirerende. Nu forstår jeg mig ikke på hariku-digtekunst, men kan godt ryste nogle haiku digte ud af ærmet, og vil nu forsøge om lidt digtekunst kan tage lilletå-psykopat-kløe-på-tynd-hud? Supplerende digte modtages gerne!

Haiku om min tå 1:
Fuck hvor det dog klør
Saver den skide tå af
Alligevel grim…

Haiku om min tå 2:
Har danset med kløe
Stjålen tandbørste kaput
Jeg giver op

06/29/11

Om gangster-Jesus

Jaja, ved godt denne her blog er lidt materiel for tiden – men jeg har lige haft fødselsdag, og mine venner ved godt jeg bliver uforholdsmæssig glad for mærkelige eller barnlige gaver – som fx pik-stegepanden – eller denne her, jeg fik i forsinket gave af en anden veninde: magnetisk Jesus, med fancy tøj til.
Han hænger på min fryser (han forsvandt i bunkerne af sedler der hang på køleskabet, og fortjente sin egen plads – Guds søn kan altså ikke bare bo ved siden af indkøbssedler, huskelister, invitationer og tegninger,vel?)
Jeg kæmper med børnene, om hvem der er hurtigst ude på bagtrappen ved fryseren hver morgen – krea-Girl er traditionalist og iklæder ham kors og lændeklæde, Hulk synes lammedragten er nuttet, frk fantastisk og jeg går mere efter enten gangsterlooket eller bare mærkelige kombinationer, med nederdel og slips.

Ja – det er måske lidt blasfemisk – men også ret sjovt. Og det er godt man ikke bliver for voksen til påklædnings-gangstere!

06/28/11

Om at have sange på hjernen

Vi tilbragte weekenden i et sommerhus, med nogle venner og deres to
børn – hvor af pigen på 9 år, er glødende Justin Bieber fan.
Jeg vidste heller ikke hvem han var, men de to “voksne” fædre, drillede hende så meget med at hun var en “belieber” og lod som om de selv blev ramt af kærlighedspile, hver gang hun nævnte navnet – så til sidst fik jeg ondt af hende, og fakede en voldsom interesse.
Så jeg fik en times foredrag om denne her underskønne 16 Årige sanger, med det mest irriterende pandehår længe set, og hans fantastiske karriere.
Billeder fik jeg også fremvist – hun havde en hel mappe med postkort og udklip med – og jeg måtte svare ja (eller mjaaa…) til spørgsmål om hvorvidt jeg ikke bare syntes han var psyko-nice i tøjet.
Bagefter kunne jeg jo ikke undslå mig at høre musikken på hendes iPod.
Det var ikke helt frygteligt – heller ikke helt godt…
Bliver aldrig selv en “belieber”, det er ganske sikkert!

Problemet er bare, at det lort der er voldsomt ørehængende – nu har jeg nynnet “baby, baby, babyyyyy!” i 3 dage, og har fået smittet min familie…
Den lækre ninjaman er lige gået forbi mig, iført kun et håndklæde og nydelig overkrop, men al trang til at overfaldet ham og gramse på ham, blev fjernet ved at han højt og skingert sang “baby,baby,babyyyyyy!”
Det et muligt 9 Årige piger, synes 16 Årige pandehårsbærere er voldfrække, når de synger den sang – jeg kan det altså ikke. Især falset-delen dræber mig.
Justin bieber: du skylder mig et sexliv!

06/27/11

Om mandagstip – frk fantastisk giver tip til hvordan man får et godt bryllup

Her bloggens nye tiltag: Mandagstippet.
Denne gang er det på opfordring fra en læser, Miss Jeanett, der udbad sig Frk Fantastisks råd omkring hvordan man holder det perfekte bryllup.
Frk Fantastisk har aldrig været til prinsesser og pigeting, hun er lidt praktisk anlagt, så her et bryllup, for de praktiske:
“Hvis jeg skal giftes, skal det være med en der er lige så pæn som far – men han må godt have lyst hår.
Han skal spørge:”vil du gifte mig?” og så skal han give mig en ring.
Den må ikke være lavet af plastik, og den må slet ikke have noget med “hello kitty” på!
Den skal helst være lavet af jern – sådan noget guld-jern. Og så skal den have en blå diamant, der skal være stor.

Jeg gider ikke skrive til folk de skal komme, jeg vil bare ringe til dem og spørge dem. Det tager for lang tid at skrive alle de bogstaver, og jeg bliver bare træt…

Jeg vil have en blå kjole på, der går sådan her…og her… til. Med sådan noget krøllet…stof.
Og nogle blomster. Dem kan jeg selv plukke.
Jeg skal ikke have slør, men mit hår skal nå ned til min numse.
Min mand skal have nogle seje sko, sådan nogle sorte hurtigløbesko med hvide snørebånd,og noget mandetøj, der sidder sådan med et slips.

Vi kan jo holde festen ved siden af kirken, hvis det ikke regner. Så skal folk ikke køre så langt væk.
Jeg vil sætte 300 borde op i en firkant. Så er der plads til alle.
Alle mine gæster skal have en kage med hver – der må ikke være nogen chokoladekager, og de skal helst være høje og med blomsterpynt.
Jeg vil invitere 200 gæster.
Så skal vi spise kage. Og bagefter skal der være skattejagt til børnene – og popcorn til de voksne.
Så må de godt tage billeder af mig, og give mig gaver. Jeg tror vi skal ønske os en trampolin.”
Nå, håber at miss Jeanett, og andre romantik-interesserede, kan bruge disse ekspertråd til inspiration?
Hvis nogen vil have tips eller gode råd om andre emner, så sig til, og jeg får en ekspert til at gennemgå det på næste mandag.

06/26/11

Om ro, når man er på toilettet

Min sidste barselsdag er nu forbi, og nu brænder jeg bare et ordentligt vognlæs feriedage af. Ninjaman og pigerne har ferie frem til august også, og det er voldsomt hyggeligt at være så mange hjemme samtidigt.
Jeg sad i fredags og tænkte over at NU var det sidste dag alene med superbaby, og uh – jeg ville savne det – men så skulle jeg på toilettet, og da superbaby jo er en aktiv klatrer, kan jeg ikke efterlade hende alene, så hun kom med mig derud.
Mens jeg sad der, og foretog mig noget som de fleste mennesker helst gør alene, gik det op for mig hvad jeg så glædede mig mest til: at gå på lokum alene! Ja, mine kolleger kan være lidt specielle, men der er ingen af dem der insisterer på at skulle stå klods op af mig, mens jeg skider.
Jeg behøver heller ikke have en magtkamp, hvor jeg maser mine lår hårdt mod sædet, for at hindre at nogen maser en tandbørste under dem, og ned i kummen.
Jeg plejer ikke at måtte klamre mig til toiletbørsten, for at den ikke skal blive brugt som slagvåben.
Det er sjældent nødvendigt at forhindre nogen i at rulle hele toiletrullen ud, mens jeg sidder på tønden på arbejdet.
Det er ekstremt sjældent, at mine kolleger beslutter sig for at sympatiskide mens de krammer mine knæ, og det er vist aldrig sket at de har afsluttet seancen med at mase min hårbørste ned i toilettet.
Så jo – jeg kommer til at savne superbaby i hverdagene, men vil fra nu af i det mindste kunne have nogle mere afslappende toiletstunder.
Er sikker på at mine kolleger er er glade for, at det er den første fordel jeg kan se ved barselsslutning!
(men der er altså også andre ting jeg glæder mig til, bare rolig!)

06/23/11

Om hvordan det egentlig gik med det der sukkerfri…

Argh – blev lige spurgt herinde, hvordan sukkerfri-kuren egentlig gik… Det er ellers et emne jeg behændigt har undveget.
Jeg holdt den rent en uge, hvor jeg var seriøst sur, og ingen humor havde.
Så vejede jeg mig: havde taget et kilo på!
Havde åbenbart trøstespist baconfedt og margarinepakker i stedet for sukker…
Så holdt jeg den lidt slukøret en uge mere – faldt i med noget sorbet-is på en fridag med børn, og et par øller med en veninde – men sagde ellers pænt nej tak til sukker og alkohol.
I lørdags var vi ude at spise med venner, og jeg brød kuren med et brag.
Søndag havde jeg tømmermænd og fortjente jo lidt reparationssukker.
Mandag var jeg nervøs over forestående køreprøve. Så var det også ok.
Tirsdag var der jo både fødselsdag og kørekort at fejre, og jeg fejrede meget.
Onsdag startede jeg dagen med at æde resten af lagkagen, sammen med mellempigerne. De lovede ikke at sladre til deres far om det.
Nu er det torsdag. Jeg har fri med Hulk i dag, og hun har lagt en plan for dagen.
Den involverer jo en del “banilje-is” – men jeg KAN altså godt lade være med at spise det!
Tror jeg nok…

Har også gæster i aften. Til bål, mad, is og skumfiduser.
 Kan…godt…lade…isen…stå…der…også…

Sateme vildt som sådan noget sukker er vanedannende!
“Jeg hedder Superheltemor – og jeg er sukker-holiker”.

06/22/11

Om børnefælder

Oppe i mit hoved, har jeg et billede af, at vi er sådan nogen, der har næsten sukkerfrie børn….
De får fx tit frugt og popcorn, i stedet for fredagsslik.
Jeg skal bare ikke tænke for grundigt over det, for i virkeligheden smutter der vist en del mere is og kage ind i de søde børnemunde i ugens løb, end bare popcorn og frugt fredag aften…
Nå. I ferien giver vi dem med god samvittighed, lov til at gå mere amok i sukker end ellers: bager kager, griller skumfiduser, isene sidder en del løsere, og jeg har lige toppet, ved at bestille denne her:

Ja – deres helt egen put-penge-i-og-træk-slik-maskine! De dør af fryd når de ser den, glæder mig allerede!
Jeg synes den er voldsomt fed, kan mærke det kribler i mine egne naller allerede, jeg glæder mig SÅ meget til at genopleve barndomsdrømmen om den store gevinst, og bare sidde der – hånd i hånd med min mand – smuk udsigt over vandet – solnedgang – kølig hvidvin – børn der sover sødt – og så VOLDÆDE håndfulde af slik, som jeg selv fisker op.
Lyder det ikke som en god plan?
Jeg har købt den HER, hvis nogle andre også er blevet inspirerede til slikorgie.
06/22/11

Om hvordan jeg fik det der kørekort

Tak for alle jeres fede kommentarer i går – er alle læst flere gange – jeg labber det i mig!
Flere af jer udbad mere detaljeret beskrivelse af hvordan jeg fik det. Det får i så her:
Kl. 09 kom min kørelærer og hentede en sur og nervøs udgave af mig. Vi kørte en times tid, og jeg var ikke bestået der, hvis det havde været rigtigt…
Så kørte vi til politigården, hvor et par surt udseende betjente henvendte sig – det var heldigvis ikke mig de skulle se køre!
Min politimand var pæn og flink, og jeg skyndte mig at få startet lidt smalltalk og øjenvippeblafring, så allerede mens jeg viste ham hvor klog jeg var mht hvordan motoren virker, kunne jeg mærke han tøede helt op.
Han ville så køre præcis den rute jeg lige havde trænet med min kørelærer, så her havde jeg alle de fejl jeg lavede før i frisk erindring, og kørte totalt artigt! Der var intet jeg overså eller glemte, og vi havde en lang samtale om hvor dårligt andre bilister kørte.
(jeg fik også flettet ind at jeg havde fødselsdag…)
På et tidspunkt skulle vi svinge i et stort kryds, og jeg anede faktisk ikke helt hvilke vejbanestriber jeg skulle følge eller hvornår jeg skulle dreje – så jeg afledte hans opmærksomhed ved at pege på cyklist og spørge lidt ind til om han mente hun mon ville dreje eller ej. Så han så ikke hvilken måde jeg drejede på, og jeg håber det var rigtigt…
Hver gang jeg blev i tvivl om noget, talte jeg højt og lod som om jeg var i tvivl om de andre mon kørte lige så godt som
Mig, og derfor ventede jeg liiiige lidt…
Han var imponeret, og ikke i tvivl om at jeg fortjente kort.
Min Kørelærer kneb en tåre – jeg vælger at tro, at det var fordi han kom til at savne mig, og ikke fordi han nu frygtede for sit liv i trafikken fremover?
—–
ninjaman og superbaby hentede
Mig, og vi spiste for 500 kroner sushi…
Så hentede vi kreagirl fra skole, og min stolte mand syntes jeg skulle køre hjem.
Det gik SÅ skidt!!
“ikke så tæt PÅ!”, “Hvis du ikke kan skifte gear, hjælper det ikke at bruge to hænder! Så er det fordi gearet står forkert! To hænder: forkert, en hånd:korrekt”, “der må kun køres 50…”, “øh, den store kø bag dig, synes nok det er irriterende at du nu kører 40…”
Han kværkede mig ikke. Men han var bleg…
Og jeg er glad for at vi i juli måned bytter hus med en jysk familie, så jeg kan øve mig på hvordan vores egen bil virker, på rolige jyske landeveje!!