05/23/11

Om gærede kålprutter

I går havde vi gæster til aftensmad, og vi spiste koreansk bulgogi, der er en ret bestående af tynde skiver marineret og grillet kød, som man pakker ind i salatblade, sammen med ris, og en masse forskellige slags pickles: “kimchee”, der er en mælkesyregæret form for pickles, med chilli og hvidløg.
Min veninde er fantastisk god til at lave mad, og havde lavet flere slags kimchee, både med skvalderkål, brændenælde, kinaradise og den traditionelle med gæret kinakål.
Kimchee stinker kraftigt af prut – ja det lyder lidt klamt – men  det smager fantastisk.
Når jeg er stresset, spiser jeg altid meget, og jeg var altså stresset over den her teoriprøve, som jeg skal til om lidt (kl. 14.15, gys…).
Så jeg spiste ekstrastore mængder kimchee.
(Jeg spiser faktisk også meget når jeg er nervøs, sur, glad, ked af det, keder mig eller har gæster – så det er derfor superbaby skal tvangsammes til konfirmationsalderen, for jeg tager ikke så hurtigt på, når jeg ammer…)
Uden at tænke på at: chilli+gæring+kål=luft i maven og luft i maven+teoriprøve=kan blive lidt problematisk…
Jeg forestiller mig at man tager sådan en teoriprøve i et lillebitte lukket rum  – hvis det er rigtigt, er det muligt at jeg dør af mine uddunstninger….
Absolut en pinlig måde at dø på.
Please: undlad at nævn det i min dødsannonce!
Kryds venligst fingre for at jeg kan få pruttet ud – og består.
pyha… må hellere åbne et vindue. Her stinker nærmest af døde dyr. Godt jeg er alene hjemme, og superbaby sover.