04/17/11

Om at få passet børn

Når man har fire børn, står folk ikke ligefrem i kø for at passe hele flokken, så når der i dameblade og håndbøger ofte nævnes, at det er vigtigt man får passet børn og tager på kro-ophold, for at bevare “gnisten” – tja, så må vi alligevel tænke alternativt og bevare gnist i hverdagen.
Min mor og søster er for nyligt flyttet ret tæt på hinanden, og gav ninjaman i føddelsdagsgave, hele tre x pasning af de tre store børn, med en måneds mellemrum. Fedt for dem at de kan være flere om flokken – der også tæller min søsters to søde piger – og fedt for os at få noget tid med kun superbaby.
Et aftensmåltid herhjemme, er næsten altid ret hyggeligt, men består af en del hælden op-skære ud-hjælpe til-tørre op, som fjerner fokus fra samtaler – og når alle 6 så har fået mad på tallerkenerne, så er der tre piger der gerne vil fortælle om dumme Markus/sandkager/engelsktime/madpakke/marias fødselsdag/sofies nye legetøj/og hvad de ellers har lavet i dag.
Det ER dejligt, men det gør også at vi voksne efterhånden ikke taler meget med hinanden over måltiderne, den slags venter vi med til efter 20…
Men i går var vi så alene med superbaby, store bøffer, rødvin og ovnbagte grøntsager.
Vi ville have gået en lang tur efter at have afleveret de store, men ninjaman fik en fodbolds-fibersprængning i læggen om formiddagen, så det var bare hjem og sidde og flette lidt fingre før maden.
Maden kom på bordet, superbaby blev placeret med en skål små kartofler, men samtalen blev afbrudt af små sure lyde fra hende hele tiden, og da hun lænede hovedet tilbage og jamrede, så vi at grunden nok var den nye tand – på størrelse med et ringbind – der var på vej i hendes overmund…
Godt der findes vandmelon man kan gnubbe ømt tandkød med!
Resten af måltidet forløb med hyggelig snak, akkompagneret af savlende underlægningsmusik fra babyen – meget avantgarde!
Og ekstranumrene gav hun med jævne mellemrum frem til midnat, så vi endte med at ligge i sofaen alle tre, og se “Entourage”, mens superbaby bearbejdede gummer med melon og vi forsøgte at holde hånd bag hendes lille ryg.