04/16/11

Om hjemmefødsler – skrevet af ninjaman

Der var vist overvejende flest, der ville høre om hjemmefødsler – set fra Ninjamans synspunkt. Meget mærkeligt, men her er han altså:”NINJAMAN!” (klap,klap,klap)
———
Alle vores piger, er født hjemme i vores stue.
Da vi valgte det ved første barn, skyldtes det en blanding af venners skrækhistorier om forjagede fødsler på travle hospitaler og S’s(superheltemors) ulyst til at være patient og ikke selv kunne vælge om hun ville vade rundt på gangen med røven bar eller slæbe sandwiches med ind under bruseren.
Vi undersøgte en masse om emnet, og besluttede os.
I Danmark må man føde gratis hjemme, med en jordemoder fra nærmeste hospital. Det er ikke dyrere for hospitalet – tværtimod sparer de en smule, ved kun at have udgifter til en lønning, og ikke til rengøring, senge, bedøvelse osv.
Det er ikke mere farligt end at føde på hospital, for selv om jordemoderen ikke har alle mulige måleapparater,så har hun mere tid, og er mere opmærksom, så ethvert tegn på at noget er ved at være bare lidt unormalt, ville føre til en overflytning til hospital.

I Danmark er der alligevel kun 1-2% der vælger det hvert år, så det er et emne folk har en del fordomme om, og vi mødte dem første gang på et fødselsforberedelseskursys, hvor en anden vordende far i pausen sagde noget om, at vi slet ikke så så hippieagtige ud som han troede hjemmefødere gjorde – og så sagde jeg (for sjov!), at vi naturligvis ville æde moderkagen bagefter. Så var der ikke længere nogen der gad sidde ved siden af os…
Første fødsel tog et døgns tid. Det var selvfølgelig hårdest for hende der havde smerterne, men jeg var glad for at min svigermor også var der, og at jordemoderen var flink, og så var der en del praktiske ting jeg kunne holde mig beskæftiget med, og det var rart at have andet at lave, end bare at se på.
Det var en god fødsel, trods alt, og vi fortrød ikke at det havde været hjemme. Det var fantastisk at kunne sende jordemoder og mormor hjem, der midt om natten bagefter, og så selv bære vores baby med os op i seng og starte med at være familie med det samme. Det er også fedt når barn 2,3 og 4 kommer: de glider hurtigt ind i flokken og det føles ikke så mærkeligt, som hvis mor kommer hjem med ny baby efter nogle dage på sygehus.
Som far synes jeg kun der er fordele ved det: egne ting, musik, mad, seng, telefon i nærheden, praktiske opgaver at løse – fx vise jordemoder til rette og fylde vand i badekar, og det at babyen ligesom fødes i ens hverdag.

Som kvinde må man jo mærke efter hvad man har lyst til og hvad man er tryg ved. Nogen vil have maskiner der måler, andre en jordemoder der lytter.
Personligt forstår jeg godt min kone, der med lille stemme altid pipper noget om at hun gerne vil bestille et kejsersnit nu, når hun er halvvejs gennem fødslen.

Vores andet og tredje barn lå begge skævt, og gjorde vist anderledes ondt, men de blev født på 6 timer. Ældstepigen var med da nr tre blev født, fordi hun vågnede lige før. Det var hun meget stolt og glad for. Da nr fire blev født ville hun også have været med, men det gik så hurtigt vi ikke nåede at vække hende. Hun klippede dog navlestrengen og de to mellempiger vågnede og spiste slik og spillede Nintendo og nød den spontane nattefest.
Den fødsel var noget helt særligt, det syntes S også, hun havde ellers ikke tænkt på sig selv som en der var “god” til at føde, men den her var perfekt.

Det eneste minus jeg nogensinde har oplevet ved en hjemmefødsel, var efter første fødsel, hvor vi vågnede med babyen og fandt klam moderkage i margretheskål på køkkenbord. Jordemoder havde lovet at tage den med, men glemt den.
S var sentimental og syntes ikke vi bare kunne smide den ud, men jorden var frossen, så den røg i fryseren til foråret. Da det så blev forår, tog jeg den med ud for at begrave den under æbletræet, men den klamme ting begyndte at tø, og jeg stod og forsøgte at knække mig, mens den dryppede blod. Ad!
De andre gange har jordemødrene heldigvis husket den!

Ellers synes jeg ikke der har været noget skidt. Det har været de 4 største oplevelser jeg har haft i mit liv – og jeg ærgrer mig lidt over aldrig igen at skulle opleve det der helt vidunderlige med at se sit nye lille barn for første gang. Fuck – det er altså stort!