03/18/11

Om sælgere

Jeg læste for et par dage siden det her indlæg af en ny og rigtigt velskrivende blogger, hvor hun beskriver hvordan hun ynder at mobbe telefonsælgere.
Hurra – det er ikke kun mig! Det er også min hemmelige last at mobbe dem der ringer op,hvis de er ekstra anmasende og irriterende.

De ringer rigtigt tit kl 18, midt i spisetid, og  spørger ikke om de forstyrrer, men giver sig bare til at at stille spørgsmål, mens de bruger mit fornavn hele tiden.
Sidder vi og spiser, prøver jeg at korte dem af ved at sige:”prøver du at sælge noget?” men det vil de aldrig svare klart på, det bliver altid lidt væven rundt om at de bare vil høre hvordan jeg har det, og hjælpe mig med et godt tilbud…og når jeg så siger nej, spørger de hvorfor – og det tager meget længere tid, end hvis de bare havde været høflige nok til at spørge om de forstyrrede, så jeg kunne sige “nej, prøv senere”, og ikke behøvede blive sarkastisk eller perfid.
Men hvis de selv er uhøflige, så bliver jeg det også.
Har engang svaret en damebladssælger – der sagde “hvorfor?” hver gang jeg sagde “nej tak!” – at:”jeg har bare ikke råd – jeg har kun en arm, ingen tænder og 8 børn, der ernærer sig ved at finde ting i skraldespande og stjæle punge fra turisters lommer, jeg åd en rotte til frokost i går og alligevel overvejer jeg at sælge mit mindste barns organer, for at få råd til et abonnement på et dameblad – så frist mig ikke mere!”
Hun blev meget, meget stille og sagde at det lød hårdt….
Da jeg havde lagt på, fik jeg alligevel lidt dårlig samvittighed.