03/30/11

om babyer og sodavand

Har før blogget om gaver børn ikke ønsker sig – jeg burde have nævnt, at det de VIRKELIG ønsker sig, er sukker. Børn kan stort set altid spise noget sukker.
Og på denne her gamle reklameplakat, anbefaler de ligefrem sodavand fra 11 måneders alderen.
Det er min superbaby lige om lidt – burde måske overveje det til hende, hvis nu det er så sundt?
03/29/11

Om tungeslaskere

Da jeg var barn, sagde vi altid:” Adddd!!! De laver tungeslasker!” når nogen kyssede i film.
Jeg tror jeg forestillede mig tungekys som ekstremt våde og slimede, og gruede for når jeg blev stor nok til at skulle den slags selv.
Jeg blev positivt overrasket – og selv om jeg er blevet kysset a folk der ikke var så gode til det også, så har jeg dog aldrig oplevet noget jeg decideret ville kalde en “tungeslasker”.
Ikke før jeg mødte superbaby…
Ser hun sådan her ud og nærmer sig dit ansigt med voldsom fart og kaskader af savl efter sig, så flygt – tungeslaskeren følger lige efter!

03/27/11

Om Jesper Christensen

Jeg var i biffen med min mor i går, og se ham her i denne her
Filmen var ret god, lidt lang i spyttet nogle steder, men bestemt værd at se.
Og Jesper Christensen er altså en fantastisk skuespiller, med så meget karisma at ninjaman skal være glad for at jeg er så monogam og Jesper Christensen er så rynket, for ellers kunne det godt være jeg var tæt på at sende ham et kærestebrev af beundring for hans talent.

Se filmen, hvis i har mulighed for det – men lad være med at se den i sal 12 i palads, hvor lærredet er mindre end mit tv, og lyden fra filmen ved siden af trænger gennem væggen, så man sidder og ser på en stakkels mands dødskamp, til lyden af latterbrøl og biljagter.

03/26/11

Om kartofler

Hulk er ikke bare glad for kager, hun er generelt rigtigt glad for mad – især kartofler! Fra hun var 2 til hun var 3 år tegnede hun udelukkende tegninger af kartofler: hver dag hun blev hentet, havde hun 3-4 tegninger med hjem, der alle forestillede halvrunde kartofler – ind imellem havde de øjne, men det VAR kartofler. (og tænk: jeg har ikke gemt en eneste kartoffeltegning, og fortryder det..)
Nå, men en dag kom hun hjem med denne her tegning, og viste den stolt til sin far, der selvfølgelig sagde det var en rigtigt flot kartoffel, med ben.
“nej far, det er da dig! Kan du ikke engang se det?”
Han blev så rørt over, at hun var 500 kartoffeltegninger om at lave sådan et mesterværk, af sit store idol:far, at han fik den tatoveret…
Så her er den: portræt af ninjaman, udført på lægmuskel.

03/25/11

Om kager med x-factor

Hulk skal være bager når hun bliver stor – hun har allerede valgt hvor hun skal bo, og besluttet at bageriet skal være i samme hus for:”så kan man sidde i sin stue og se tv, mens de er i ovnen.”
Smart.
Hun er det mest målrettede barn jeg kender, så når hun siger hun vil være bager – ja, så arbejder hun også for det.
Hun stjæler min mobil når hun kan komme til det, og bruger den til at se små film om hvordan man bager kager formet som slotte, og hun tørrede støv af i stuen 5 søndage i træk, for at få 50 kr til at købe en bog på amazon, der hedder noget ala “50 easy birthdaycakes”. Den læser vi i hver dag…
Nå. Vi har haft fjernsynsfri i 5 dage, jeg synes jo vi skulle holde det ugen ud – men blev nedstemt: der er xfactor i aften. Finale endda!
Pigerne glæder sig som sindsyge og har fået lov til at ligge på madrasser i stuen og se det hele.
Hulk og mig bagte muffins til fredagsslik, og hun pyntede dem helt selv, mens jeg puttede superbaby. Bemærk: der er et x på dem hver, gennemført – eller lidt tacky?
Hun er ihvertfald stolt!

03/25/11

Om beundring

Nogen gange gad jeg godt vide, hvilke tanker der flyver gennem sådan et lille babyhoved. Her er det vandhanen hun beundrer og bagefter brugte hun ti minutter på at undersøge et stykke papir.
Også de større piger kan lade sig imponere – Hulk er som nævnt glødende nik og Jay fan – og lige i dag er de begge fans af deres storesøster og hendes skolekammerater.
I går var vi nemlig henne på krea-girls skole, og se et teaterstykke, som hele skolen lavede i fællesskab – med sang, musik, videoklip og lys. Vildt imponerende!
Det handlede om evolution, og jeg frygtede lidt at det var for kompliceret for mellempigerne at se på i halvanden time – men de elskede det!
Bagefter sagde frk fantastisk at den sang om “dyrenes grantræ” var klart den bedste(stamtræ), og Hulk syntes også det var godt – men som hun lidt nonchalant sagde:”ja, det kan godt være det var svært at lave ild – men det er også svært at lave vanillie-is, og DET kan min moster!”
Det bedste ved stykket – synes jeg – var klart istiden, hvor Krea-Girl klatrede rundt på et stativ og var et snefnug, der spillede stomp-agtige rytmer med en pind.
For pokker – DET var værd at beundre og det er muligt hun bare var i baggrunden, men hun overstrålede nærmest det hele.
Synes hendes mor og søstre…

03/23/11

Om musikvideoer

Tror nok lige det er heldigt vi holder fjernsynsfri uge, for min 4 årige behøver ikke se musikvideoer på vh1 med sin far, det næste lange stykke tid.
Hun ytrede nemlig lige følgende – ret afslørende sætning:” jeg håber altså stadig jeg gider gifte mig med Christoffer, når jeg bliver stor – men jeg ved jo ikke endnu om jeg hellere vil giftes med en pige, sådan kan man godt få det, så er man …bøsse, ligesom laurits’s mor. Men så vil jeg helst gifte mig med Shakira – for hun har sådan en god røv!”
Og for min skyld må hun godt blive bøsse, og også gerne gifte sig med Shakira(omend jeg måske synes aldersforskellen er lidt stor) – men jeg finder det sørme mistænkeligt at en sætning om at have “en god røv” dukker op i hendes ordforråd, må nok lige tale lidt med ham ninjaman om det…

03/22/11

Om fjernsynsafhængighed

Her en indrømmelse: vi ser alt for meget fjernsyn her hjemme.
Vi plejede at være bedre til at have fjernsynsfri dage, men de seneste par år, mens jeg var gravid og efter vi fik fjerde barn, har misbruget eskaleret.
Når en af børnene står tidligt op( og der er altid en der vågner kl 06, når man har så mange børn) så er det nemmeste altså at tænde for Disney Channel, så man selv lige kan få ro til at vågne, og når næste barn vågner er det måske lidt synd at slukke med det samme, for så har hun jo ikke nået at se så meget – og så kommer fjernsynet ret ofte til at stå og larme 3 timers tid sådan en morgen.

Når de så kommer hjem igen, ved en 15 tiden, insisterer jeg på at de leger sammen – men hvis de tæver hinanden eller vil underholdes af mig, ryger der nemt en film på. Så kan jeg få lov at lave mad sammen med en af mellempigerne i fred, mens de andre underholder babyen foran tv’et. Efter maden er de gode til at lege, men krea-Girl – der er 9 år – må godt have fjernsynet kørende som selskab, de dage begge vi voksne putter de andre samtidigt.
Hvis vi så opgiver at få aktiv baby til at falde roligt i søvn i soveværelset, forsøger ninjaman at hoppe hende i søvn, foran fjernsyn der viser musikvideoer.
Når dette også mislykkes, og de tre store sover og baby er vågen, så begynder vi at se serier på dvd. At tale sammen forstyrrer, når man prøver at lulle baby i søvn, men at se tre afsnit serie kan godt kombineres.
Vi så hele “the pacific” på 10 dage…
Nu har vi, sammen med børnene, besluttet os for en uges kold tyrker: absolut ingen fjernsyn. Så må vi se om det af sig selv munder ud i lidt sundere vaner, og et par ugentlige slukke-dage.
Foreløbigt går det godt med børnene – de spiller godt nok mere Nintendo, men det går nok over.
Den er sværere at holde for os andre, her for tiden hvor babyen ikke vil sove… Vi har et eskalerende iPhone-misbrug i stedet. Så det skal vi nok vænnes fra – bagefter.
Og så skal superbaby lige lære at sove igen, som hun kunne for en måned siden, for så bliver der godt nok meget kærestetid – glæder mig.

03/21/11

Om modelbaner

Gik forbi en hobbybutik forleden, som mine børn altid gerne vil stå i timevis foran og stirre, fordi der er en hel by, med bittesmå toge der kører rundt.
Det ER ret sejt, med mange detaljer, som fx en kirke med bryllup, bondegårde og en nudist-campingplads, med bittesmå nøgne mennesker der spiller tennis og griller pølser.
Men plakaten her, med en tysk hunk der forelsket piller ved et modeltog, og tænker:"meine modellbahn – ist mega-in!", den slår mig alligevel hver gang som en kende usandsynlig. Mega-in ligefrem? Sidder alle topmodellerne og bygger kunstige bakker af pap til deres små toge, så snart de er færdige med at posere?
Vil prøve henkastet at sige:"mig, hvad jeg laver? Altså jeg bruger jo timevis hver dag på at nusse om min modeljernbane" næste gang jeg møder nye mennesker – bare for at se om de også synes jeg er mega-in så.