02/28/11

Om afledningsmanøvrer

Noget af det bedste ved babyer, er at de er så nemme at aflede.
Jeg kom til at kradse Superbaby på låret, da jeg skiftede hendes ble sidst, og hun gav sig med det samme til at  vride sig rundt, mens hun baskede vredt med armene – men jeg behøvede bare række hende hendes ene sok, med et “wow, se det er en ÆGTE sok!! og DU må holde den! For pokker, det er bare SÅ heldigt”-udtryk i mit ansigt, mens jeg sagde en knurrende lyd.
Straks slukkede hun for tårerne, og tog sokken mellem sine buttede næver, med et andægtigt udtryk, og gav sig til at pludre euforisk, og før hun fattede hvor kedelig den egentlig var, havde jeg fået overstået det der bleskift.

Jeg gad seriøst godt at man kunne bruge den slags afledningsmanøvrer på voksne mennesker også…

I sidste uge mødte jeg fx min ret så sure bankrådgiver.
Han mente ikke at vores  overtræk på kontoen var lige så uundgåeligt som vi selv mente – her havde jeg lyst til bare at dingle med mine nøgler, mens jeg sagde som en fugl, og så se hans fjæs flække i begejstring, når han fik lov til at holde dem lidt.
Tror desværre bare ikke det havde virket – muligvis hvis det havde været mine bryster jeg dinglede med istedet – men der sætter jeg så grænsen.

Næste gang vil jeg have en baby som bankrådgiver…