02/8/11

Om køer

Mine børn stiller mange spørgsmål, om alt muligt – lige fra:”hvem byggede pyramiderne?”, “hvorfor er himlen blå?”, “var der stenalder da du var lille?” til “hvor kommer babyer fra?” og “hvordan virker vulkaner?”

Jeg har af en eller anden grund et kæmpelager af ligegyldig paratviden, og synes det er vildt fedt de gider høre på mig, og synes jeg er den klogeste i verden.
(10% af gangene ved jeg måske ikke svaret, men så finder jeg på noget, der er så fjollet, at de som regel godt ved det er for sjov).
Men de spørger om meget, og får mange svar. Så da jeg var gravid, var de nærmest uddannede jordemødre, for de havde stillet de underligste spørgsmål, og havde efterhånden godt styr på det hele.
Næsten…
For da jeg sad prustende og højgravid, klappede min 4 årige mig en dag på maven, og sagde glædestrålende:” ved du hvad jeg glæder mig mest til? Når babyen kommer, så kommer der en ko og fylder mælk på dine bryster!”
Hmmm…