01/9/11

Indlæg nr 100 – hvad skal det handle om?

Om få dage, skriver jeg indlæg nr 100 på bloggen her.
Det er jo lidt rundt og bør fejres – så hvis nogen af jer har et forslag til et emne i gerne ville høre min version af, så er det nu i skal komme med det!
Og tak fordi i er så mange der læser med og kommenterer – jeg synes det er vildt hyggeligt at blogge.
P.s: hvis i ikke gider hjælpe mig med at finde på noget godt at blogge om, blogger jeg i protest om noget rigtigt kedeligt. Fx karse. Så kom ikke bagefter og sig i ikke blev advaret…

01/9/11

Om at være populær

Jeg var sådan et lidt mærkeligt barn, der opfandt historier og læste bøger, og ikke havde så mange andre venner end min lillesøster. Det generede mig ikke synderligt, jeg var ret glad for mit eget selskab – men jeg kunne da godt stå lidt og se på at de andre piger kredsede om klassens populæreste pige, og fundere over hvordan det mon egentlig var, at være så populær.
Først da jeg var teenager fik jeg venner.
Min første egentlige veninde, kom jeg i snak med, fordi vi begge to havde bare tæer på gaden. Hun følte sig lige så malplaceret som mig, og vi kunne lide at være lidt mærkelige sammen – havde bl.a en rotte sammen, som vi skiftedes til at have med os i skole.
Nu er hun rockstjerne, og nærmest indbegrebet af karisma.
Jeg kan stadig godt føle den der trang til bare at iagttage, men jeg er blevet ret god til at undertrykke den, og har fået mange gode og nære venner, og tør sagtens stille mig op og være sær eller pinlig, uden at bekymre mig om hvad de andre synes.
Og jeg føler næsten ærefrygt, når jeg ser dem, der bare synes det er en selvfølge at de er midtpunkt. Dem, hvor det at blive feteret for deres personlighed alene, er noget der hele tiden sker.
Sådan et menneske er superbaby!
Fotobevis fra i dag: krea-Girl og to veninder, underholder med alt hvad de har – mens superbaby bare sutter på sin tommel, fingerer ved en agurk og duperer dem med en overdimensioneret sløjfe i håret(og glimmer).
Det der karisma – man kan arbejde på det, og nå et lille stykke vej – men aldrig så langt, som dem der bare har DET.