12/20/10

Om at have en indre alfabet-autist

Min far ejede en kæde af pladeforretninger da jeg var barn, og min mormor var bibliotekar, og jeg har været så meget med dem begge på arbejde, at det ligger totalt indgroet hos mig at ting SKAL stå alfabetisk – eller som minimum: efter kategori.
Jeg er vildt sjusket på næsten alle andre områder, men mine bøger(og cd’er) står snorlige og alfabetisk, altid!
Ninjaman har altid syntes mine bøger så rodede ud – så de har været forvist til soverum eller kælder. Men der har de i det mindste stået i orden, efter mit hoved!
Nu har vi brugt en weekend på at rykke rundt på møblerne i vores lille hus, for at give plads til at vi kunne sove i samme rum som alle vores piger igen – vi får simpelhen for lidt nattesøvn, når vi skal rende ovenpå og give vand, følge i seng, trøste ved mareridt og diskutere hvorfor vi helst ikke ville sove i køjesengen hos dem!
Så nu sover vi sammen igen – og det er faktisk hyggeligt, og vi har sovet godt alle 6.
Men… For at vi kunne få plads til to ekstra senge i vores lille soveværelse, skulle alle bøgerne ud derinde fra…
Og ninjaman insisterede på at jeg satte dem i farveorden, som han havde set nogen gøre i et dameblad engang. Argh!!! Mine argumenter om alfabet og kategorier var han ikke lydhør over for – jeg kunne vælge mellem at give dem
væk, stille dem i kasser i kælder, eller
farveordne dem, for ellers kunne han ikke holde ud at de skulle stå i vores stue – der heller ikke er stor.
Så jeg farveordnede, mens min indre alfabet-autist løb i cirkler og råbte :”ARGH, alfabetalfabetalfabetalfabet!!”
Og her bagefter må jeg indrømme
at det faktisk er ret pænt… Det giver mig stadig lyst til at skrige lidt over
manglen på system – men det er pænt.
Er det ikke?