12/17/10

Om julekort

Jeg elsker at få breve, men synes at julekort – hvor der oftest bare står “god jul” – er vildt kedelige og knapt nok frimærket værd. Jeg har heller aldrig selv sendt nogen, af samme grund.
Bortset fra den jul, hvor krea-Girl var 1 år. Nu var jeg jo blevet mor, og havde godt fornemmet at så var der en del kedelige voksenting man bare gjorde alligevel – så hvorfor ikke også julekort.
Motivet skulle naturligvis være det smukke barn selv, og jeg iførte hende glorie, vinger og harpe, som hendes far havde brugt til en udklædningsfest, hvor han var engel. Hun gad ikke kostumet, så da jeg havde taget nogle få fotos, røg det af igen, sammen med
resten af tøjet, og jeg tog en masse billeder hvor hun hoppede rundt i vores seng.
Da jeg så stod med negativerne(ja det var dengang) og skulle vælge hvilket der skulle være julekort, satte jeg kryds ud for et englefoto og bestilte 30. Troede jeg…
Det var nemlig det her foto jeg havde afkrydset – men vi var unge, fattige og ude i sidste øjeblik, så det blev sendt alligevel.
Som min veninde sagde, da hun fik det:”lige først troede jeg det forestillede min nabo, Elias!” og elias er flink – men jeg ved ikke hvad folk tænkte over at få et julekort, med foto af en stiv, tandløs grønlænder.
Ømt, ikke?