12/3/10

Om at få sit første barn

I aften, kl 22:24 er det nøjagtigt 9 år siden jeg fik min første datter.
Hun blev født, assisteret af en venlig, mandlig jordemoder, efter en halvhård omgang, med veer i et døgns tid.
Men det var glemt i det øjeblik jeg trak hende op på min mave, og kiggede ind i hendes sorte øjne.

Jeg har hørt fra flere, at man altid synes ens egen nyfødte er gudesmuk, uanset hvad.
Sådan havde jeg det ikke med hende – jeg havde aldrig før set en der var SÅ nyfødt, og vidste ikke at hendes lange hovedskal, hævede øjenlåg og flade næse, bare skyldtes den lange fødsel – så jeg syntes altså hun var ret grim, men elskede hende alligevel, og ønskede bare for hende at hun i det mindste fik en god personlighed…. Og DET har hun fået – og så er hun altså også blevet særdeles smuk.

Det jeg husker bedst fra den nat, var da jordemoderen(eller jordefaderen, når nu det var en mand?) og min mor(der havde været med som fødselshjælper) gik kl. ca 2 om natten, efter vi havde spist lidt mad og målt og vejet den lille grimme, og Ninjaman og mig stod tilbage med vores lille nyfødte i armene.
“Så – nu går alle de voksne!” konstaterede han, og det var lige den tanke jeg også havde: at nu gik de voksne altså, så nu måtte vi altså selv finde ud af hvordan denne her fine lille baby virkede…
Vi bar hende med os ind i seng, så forsiiiiigtigt som vi kunne, og lå hele natten og snusede til hendes duft, talte hendes tæer og fingre, og aede hendes lange hår.
Har vi så fundet ud af hvordan børn virker endnu? nix. men vi arbejder stadig på det…