11/15/10

Om at løbe

Før jeg fik børn, var jeg tynd. Jeg tænkte altid over hvad jeg proppede i munden, og holdt altid lidt igen.
Men så blev jeg gravid første gang, og hver gang jeg følte den mindste lillebitte trang til appelsinjuice, syltede agurker dyppet i nutella, koreansk kimchee,eller nudler og brun sovs – jamen så spiste jeg det naturligvis, overbevist om at babyen måtte have brug for det…
Og folk sagde hele tiden at min graviditet KUN sad på maven, så i stedet for at spejle mig, ÅD jeg – og tog 20 kilo på… Og slæber stadig rundt på de 10 af dem, her ni år efter…
Før jeg blev gravid fjerde gang, havde jeg faktisk smidt de 5, så jeg ved det er muligt, og skal også af med resten.
Der burde lidt motion til, men jeg synes ikke jeg har råd – eller tid – eller rigtigt lyst…. Taler jeg højt om det, er der altid nogen der foreslår løb, og de bliver uforståeligt entusiastiske omkring det – men jeg fatter virkeligt ikke folk der motionsløber, træner til marathon eller på anden måde løber “for sjov”.
Det er sgu da ikke sjovt at løbe??
Jeg løber kun hvis der ligger livsnødvendig medicin i en bus der er ved at køre, og jeg skal bruge den for at redde en hel landsby fra at dø af pest.
Eller hvis der er zombieangreb.
Eller hvis der er en sulten menneskeædende haj, der har lært at gå på landjorden, efter mig.
Eller – til nød – hvis der er et rigtigt godt tilbud på sushi, til de hurtige.
Det sker sjældnere end man skulle tro.