Næst efter at lægge tøj på plads, er kartoffelskrælning den huslige pligt jeg hader mest – hvilket også er grunden til at mine to mellemste børn altid går helt i selvsving af glæde, når der står kartofler på menuen.
“Kartofler!! ikke ris? Ikke pasta? man RIGTIGE kartofler? Altså, ikke sådan nogle ovn-dimser, vel?” og de har opfundet begrebet “håndkartoffel”, som Hulk endda engang har valgt at ville have til fredagsslik. Seriøst: de måtte vælge en ting hver, som ikke var vingummi, og Krea-Girl valgte popcorn, frk fantastisk blåbær, og Hulk en bakke kartofler, som blev kogt, og spist med nallerne foran dineysjov…. DER måtte de der fanatiske urtedamer godt have set dem!
Nå, men her forleden tog jeg mig sammen og skrællede kartofler til dem. og se hvad jeg fandt: en nuttet lille kartoffel, med et skævt smil og et glad ansigt. DET gør det sgu da lidt sjovere!
(p.s.:jeg lod den ikke leve, men skrællede dens lille ansigt af, mens jeg lo en manisk latter….)
Hvor fint, kartoffelmorderske. Jeg ville nu helst have haft blåbær (og hadet det bagefter i den engang-hvide sofa).
det er da herlig at Hulk er så vild med kartofler!! Jeg synes også at skrælling er den trælse del af aftensmaden, men nu køber jeg gerne de lidt dyrere vaskede babykartofler (som fåes hele året) så kalder jeg dem bare "modernt rustikke"…….
Pingback: Om vinterferie, i snottåger | Superheltemors bekendelser