11/30/10

Om opkast

Søde lille hulk har brækket sig hele natten… Men lige nu har hun det godt nok til at vi kan fjolle lidt, og lave “skønheds-læge-helbredelses-salon” og dække hendes lille fjæs med
agurkeskiver.
Opkast er altså en af de mest klamme ting at tørre op, synes jeg.
Og her er en top 5 over de klammeste ting jeg har oplevet med opkast:
1): vågnede engang i buldermørke, ved fornemmelsen af barn der brækkede 5 liter opkast op i mit øre.
2): var engang i byen med en veninde, der kastede op i sin håndtaske i toget, og så måtte vi stå og rode i den efter hendes nøgler senere…
3): hulk nåede lige før at råbe:”hjælp!” fra toppen af trappen, før hun kastede en gigantisk portion havregrød op – sådan en kan eddermaneme dække et stort areal!
4):gravid og på vej hjem fra Jylland, brækkede jeg mig ud af vinduet, med det resultat at vindue og dør på bagsædet blev så dækket af bræk, at vi måtte trække lod om hvem der skulle åbne bagdøren og lukke børnene ud…
5): da min søster og mig var børn, kørte vi tur i vores dagplejemors nye bil, med strenge ordrer om ikke at kaste op på gulvet, hvis vi blev køresyge. Så min søster hev ud i vores dagplejemors datters ærme, og brækkede sig ned i ærmet. Har stadig grimme mentale billeder af hende, der sad og tudede, mens hun prøvede at holde ærme på rød strikttrøje så stille at brækket hverken løb videre op på kroppen, eller ud på gulvet.

11/29/10

Om jomfru marias spindoctor

I går insisterede pigerne på at vi hev julepyntskassen op fra kælderen, og pyntede op.
Selv om vi ikke er den mindste smule kristne, består en stor del af vores julepynt af julekrybber i diverse former: en i playmobil,2 i træ, 2-3 sammenblandede i cernit-ler og en halv filtet.(og jeg bærer stadig nag over at min barndoms keramik-krybbe gik til min søster, suk…)
Nå, men pigerne gik ivrigt igang med at stille nisser og krybbespil op på alle flader, og jeg overhørte følgende ordveksling.
Hulk:”hvem er den her ekstra playmobilpige?”
Krea-Girl(meget bedrevidende):”årh, det er da jesusbarnets storesøster!”
Og så måtte ninjaman og mig fnise i smug, og tale om at hende der JOMFRU Maria må have haft den vildeste spindoctor, hvis Jesus ligefrem havde en storesøster også.

11/28/10

Om anderledes syn på konfekt

Jeg var til julefrokost på mit arbejde fredag aften – sammen med superbaby.
Det var voldsomt hyggeligt, med superbaby der smilede sødt, hev min leder i skægget og prøvede om en af mine kollegers mørkebrune hudfarve kunne skrabes af med en negl – og så faldt hun pænt i søvn i barnevognen efter en time, og sov hele vejen hjem i snestormen kl 01.
Så jeg havde masser af tid til at få snakket med en masse dejlige voksne mennesker – også om andet end børn.
Min smukke kollega har fx fået et ekstra-job, på en swingerklub. Så jeg blev nødt til at pumpe hende hårdt for info, for det er sgu da for skægt!
Hun laver kaffe og holder opsyn(og kunne ikke drømme om at deltage i nogle af.. Øh…aktiviteterne), men hun må ikke fortælle noget sladder om hvem der kommer der og den slags (æv!), men jeg lærte følgende nyttige oplysninger:
1): når man først har prøvet at jokke i et brugt kondom med bare tæer, holder man op med at være så sippet
2): når man er den der er ansvarlig for rengøring, bliver man meget glad når der indkøbes latexlagner, for de kan tørres af med en fugtig klud
3): julehyggedag hedder “knep og klister”, involverer en masse slik og krymmel, og giver et HELT andet syn på de kendte klassikere “nougatmåtte”, “marcipanstang” og “nougatstjerne” – og på kropsbehåring.
Det er så dejligt når man lærer nye ting!

11/27/10

Om at ligne en tabermor

Det her er nogle år siden, men jeg morer mig stadig over det, og tænker over hvad folk mon egentlig har sagt om mig siden?
Jeg stod træt og højgravid med en 3 årig i Føtex, og havde lovet hende et lille glas hvidtøl til risengrøden, og hun blev ved med at plage om hun ikke nok måtte åbne den og smage nu.

I køen sagde hun så – igen -:”må jeg få en øl mor?” og jeg hvæsede irriteret:”nej jeg har JO sagt du kan få øl når du kommer hjem!”

Nøj hvor folk stirrede, og det var først timevis senere at jeg tænkte over hvad jeg havde sagt…
11/26/10

Om pigebørn

Når man har tre børn af samme køn, kan man godt regne med at ALLE spørger, om fjerde graviditet er i håb om at få en af modsatte køn.
“så må man jo håbe det er en dreng denne gang, ik?”( rent faktisk spørger de allerede når man venter nr to, men spørgsmålene intensiveres, jo flere pigebørn man får). Men sandheden er, at vi er ligeglade – kun ved første barn havde jeg en præference, og den stak ikke dybt…
Ninjaman har to søstre og jeg har tre søstre, så da vi ventede første barn, forestillede jeg mig at hun var en dreng, og syntes det var sejt hvis hun var.
Da hun så blev født, mærkede jeg mellem hendes ben og fik fat i en imponerende lang tissemand, og proklamerede stolt:”det er en dreng!”
Så i 20 minutters tid, havde vi en søn.
Tanken om at det alligevel var vildt at denne her lillebitte baby havde 40 cm diller strejfede mig da, men det var først da navlestrengen skulle klippes, at det gik op for mig, at det sgu da var en pige!
Og hun var så perfekt, at vi hver gang vi har ventet på babyer, har håbet på en pige igen – ikke at drenge ikke er søde – men vi har bare villet opleve det der med at have en lillebitte pige igen – og igen.

11/25/10

Om at tegne en overskrift

Ih, hvor er jeg træt af at min blog ikke har sit eget design….
Har prøvet at tegne et overskriftsbanner, ved faktisk også godt ca hvordan det skulle se ud – men kan ikke tegne… Min tegneudvikling stoppede da jeg gik i 5. klasse…
Jeg synes superbaby blev god, men de andre ikke. Især mig selv, jeg ser bare ikke halvt så cool ud som jeg godt gad jeg gjorde – men ok, sådan er det faktisk også i virkeligheden.

11/23/10

Om sygdom

I går sad vi ved middagsbordet(hjemmelavet mad, men ingen kartofler) og frk fantastisk fortalte om en pige fra børnehaven, der havde været syg hele weekenden.
Mig:”nå, hvad fejlede hun?”
Frk fantastisk:”hun havde gonorre´ – rigtigt meget gonorre´. Og det er godt hun blev rask, inden hun fik smittet alle i børnehaven!”
Jeg har bekymret mig over det lige siden – men er heldigvis lige blevet beroliget af pædagogerne: det er diaree’, ikke gonorre´ – en lille forskel!